Emily følte sig overflødig
Nej, svarede en anden betjent. De talte sandsynligvis om udsigten fra vinduet. Emily følte sig unødvendig. Hun ønskede desperat at hjælpe, men vidste, at hun kun ville være i vejen for politiet. Alt, hun kunne gøre, var at vente og se til fra siden, uanset hvor forfærdeligt det føltes.
Følelsen af magtesløshed var overvældende. Emily krammede sine egne arme, i et forsøg på at give sig selv lidt trøst, mens hendes blik intensivt fulgte hver bevægelse, som politifolkene gjorde. Indeni hende rasede en storm af bekymring og frygt, men hun stod der, fast besluttet på at være så tæt som muligt, klar til at løbe til sin søn ved det første tegn på, at han havde brug for hende. Hendes hjerte slog hårdt, en påmindelse om den kærlighed og beslutsomhed, der drev hende til at udholde hvert eneste sekund af denne smertefulde ventetid.