Der var han
Mor? sagde Liam pludselig. Emily kiggede ind i værelset og så Liam stå lige foran den nedbrudte dør, hans ansigt rødt og hævet af al gråden. “Åh, Liam!” græd hun. Liam løb ind i hendes arme og krammede hende hårdt. De græd begge to af al den opbyggede spænding.
I det øjeblik var der intet andet i verden end de to. Al frygt, al bekymring og al angst, som havde bygget sig op i løbet af det lange øjeblik, blev lettet af deres omfavnelse. “Det er overstået nu, alt bliver godt,” hviskede Emily, mens hun strøg ham over håret og forsøgte at berolige hans og sine egne rystende åndedrag. De stod sådan, midt i korridoren, omgivet af politifolk, men i en verden helt for sig selv, en mor og hendes søn genforenet efter en prøvelse, ingen af dem nogensinde ville glemme.